Fra en plads på Folkemødet til en national model: Nordea-fonden støtter Ungdomsskolernes arbejde med unges demokratiske stemme
På Folkemødet på Bornholm har Ungdommens Plads gjort tusindvis af unge til medskabere i stedet for gæster. Nu støtter Nordea-fonden Ungdomsskolernes nye projekt Unge stemmer for fremtiden med 2.996.070 kroner. Målet er, at erfaringerne fra Ungdommens Plads bliver en fast del af Folkemødet, og derefter skal de spredes til tre nye folkemøder og demokratifestivaler i landet.
Fra publikum til medskabere
Da Ungdomsskolerne i 2024 åbnede Ungdommens Plads på Folkemødet, var ambitionen at skabe et sted på Folkemødet, hvor unge ikke bare lytter med, men selv tager ordet og sætter dagsordenen.
På tre år er antallet af unge, der selv skaber indholdet på pladsen, vokset fra 171 til over 1.100. De har stået bag alt fra paneldebatter og møder med deres lokale borgmestre til rapkoncerter og et folkekøkken, der på to dage serverer op mod 4.000 måltider til pladsens gæster. I 2026 deltog 34 ungdomsskoler og 116 organisationer, og i alt har mere end 30.000 unge været forbi pladsen.
Og erfaringen viser, at effekten rækker ud over Bornholm. Flere af de unge er efterfølgende blevet en del af deres lokale ungdomsråd, aktive i demokratiindsatser eller er blevet ungeeksperter for deres kommune.
”For ungdomsskolen i Odsherred har Ungdommens Plads haft stor betydning. Her har de unge en reel mulighed for at komme til orde og tage aktiv del i vores demokratiske samfund. De oplever, at deres stemmer bliver taget alvorligt i et større demokratisk rum. Det styrker deres mod, deres refleksioner og deres lyst til at engagere sig i samfundet,” fortæller projektleder i Ung i Odsherred Lauge Hedeman Bak.
Næste skridt: Fra én plads til en model
Med Unge stemmer for fremtiden går Ungdomsskolerne fra at drive en plads på Folkemødet på Bornholm til at skabe en model, som kan leve videre og bruges flere steder. Projektet løber fra 2027 til 2029 og har to spor:
- På Bornholm fortsætter Ungdommens Plads i 2027. Herefter er målet, at pladsens bærende elementer bliver en fast og integreret del af Folkemødet, også når projektet slutter.
- Ude i landet indgår Ungdomsskolerne partnerskaber med tre andre folkemøder og demokratifestivaler. Det skal gøre det muligt for unge at deltage tættere på, hvor de bor.
Ambitionen er, at 2.000 unge bidrager aktivt til projektet, at 40 ungdomsskoler deltager, og at projektets aktiviteter samlet når ud til 50.000 deltagere.
Halvdelen af de unge tvivler på deres stemme
Behovet er tydeligt. Ifølge Dansk Ungdoms Fællesråds Demokratianalyse 2025 har kun 48 procent af unge høj demokratisk selvtillid. Derfor er projektets primære målgruppe unge, der ikke i forvejen er en del af de etablerede demokratiske fællesskaber.
“Demokratiet bliver stærkere, når flere unge oplever, at deres stemme betyder noget. Det skal ikke afhænge af, hvor man bor, eller om man er vant til at blande sig. Derfor støtter vi gladelig op om, at Ungdomsskolerne nu forankrer erfaringerne fra Bornholm og tager dem med ud til flere folkemøder i landet,” siger uddelingschef i Nordea-fonden Christine Paludan-Müller. [FORSLAG – AFVENTER GODKENDELSE]
“Vi har vist, at unge tager ansvar, når de får mulighed for det. Det giver dem mod til at blande sig, og mange kommer igen år efter år. Nu skal vi have de erfaringer ud til langt flere unge, også dem der ellers aldrig ville deltage i et folkemøde,” siger programleder i Ungdomsskolerne Jimmi Mørup Nielsen.
Med landets 98 kommunale ungdomsskoler, der hvert år møder omkring 170.000 unge, har Ungdomsskolerne et unikt udgangspunkt for at nå bredt ud.
Fakta: Unge stemmer for fremtiden
- Bevilling: 2.996.070 kr. fra Nordea-fonden
- Periode: 1. januar 2027 til 31. december 2029
- Projektejer: Ungdomsskolerne
- Projektet bygger videre på erfaringerne fra Ungdomsskolernes projekt Folkemøde for Fremtiden, hvor Ungdommens Plads blev udviklet
- Kontakt: Programleder i Ungdomsskolerne, Jimmi Mørup Nielsen, 65472199, jmn@ungdomsskoleforeningen.dk